FREDERICKS-ØERNE, NICOBARERNE, DE DANSK OSTINDISKE ØER? Er der er kokosnød, der falder? Disse frodige tropeøer tæt på Ækvator blev besat af dansk-norske tropper i 1755 - og vi beholdt stort set højhedsretten i 112 år. Drømmen var at skabe en pendant til Dansk Vestindien - bare meget større ... Bogen er krøniken om vores næsten glemte koloni og de mennesker, både den oprindelige befolkning og den brogede flok af kolonister, der gennem årene med store ofre forsøgte at omskabe øerne til et betydningsfuldt handelscentrum, et nyt Singapore ...
336 sider, illustreret, 298 kr. Koustrup & Co. Udkommer september 2021
Du har ret i, at den oprindelige befolkning ikke deltog med samme entusiasme som kolonisterne. De lærte på dansk at sige "På vor konges sundhed" og skåle - og undrede sig over, hvad vi egentlig havde gang i ...
De Nicobariske Øer gemmer mange krøniker båret af idealisme, klippetro og kamp for overlevelse. Og beskrivelser af den oprindelige befolkning, ”Fredericks Eylændere”, som vi aldrig rigtigt nåede at forstå. Her mødtes alskens godtfolk: skovmennesker, indiske sepoys, afrikanske slaver og kinesiske arbejdsmænd; kække nordmænd, kry danskere, etatsrødder og baroner; trofaste tjenere, magtsyge embedsmænd. Og missionærer, som kæmpede mod djævle, moskitos og gale myrer og ustandselig blev testet i troen; omgivet af sørøvere, febersyge søfolk og doktorer, som gjorde deres bedste, men sjældent havde noget i medicinkassen, der hjalp. Baggrundskoret var enevældige konger og iderige imperialister, som udblæste gyldne sæbebobler og drømte om at omskabe vores koloni til et nyt centrum ved indsejlingen til Malacca Strædet.
Bogen er illustreret med samtidige stik og fotos – bl.a. tegninger fundet på universitetet i Kiel og prøver fra en samling delvis ukendte fotografier fra Nationalmuseet.
Bogen er nu i trykken og vil antagelig udkomme omkring 25. september, muligvis før. 336 sider, illustreret, hæftet med flapper. ISBN 97-887-93159-64-8, ca. kr. 298,- inkl. moms.
Bogen er en krønike, Hvert kapitel kan næsten læses for sig selv, men tilsammen giver de et kalejdoskopisk indtryk af nogle af de folk og hændelser, som kom til at spille en rolle i denne vores tropiske nationalhistorie. Definitionen på en klassisk krønike er, at den er opbygget kronologisk; en samling af historier om stort og småt: historier – ikke nødvendigvis hele historien. Bogens kapitler er baseret på skriftligt materiale i form af dokumenter, breve, artikler og meninger, tilføjet en portion forhåbentlig sund fornuft. Jeg er ikke faghistoriker, og kildekritikere er meget velkomne til at åle mig. Skriver jeg ikke det samme, som er gængs på bjerget, kan det måske være fordi jeg undervejs har korrigeret tidligere kildefortolkninger. Ingen af de fantastiske mennesker, der har hjulpet mig, bøder for fejl, der måtte forekomme. Ansvaret for indholdet er alene mit.
Fra min ungdom har jeg forgæves ansøgt den indiske regering om tilladelse til at rejse til øgruppen Nicobarerne – og jeg har nu opgivet håbet. Øerne ligger ellers kun 300 sømil ret vest for thailandske Phuket, som mange skandinaver kender. Disse fjerne øer er egentlig blot en tosset dille, for hvad skal jeg dér? – Jeg ved jo nogenlunde, hvad jeg vil finde. Der er ingen af de steder tilbage, min tipoldefar så i 1846. Meget er gennemgribende ændret. Ethvert spor er smuldret, nedbrudt eller overgroet. Skyllet bort af tiden. I de forløbne år har jeg besøgt andre tropiske samfund og måske dermed også fået en fornemmelse for `vores øer´, men det vil aldrig blive det samme. De oprindelige folk, der i dag bor på Nicobarerne, har næppe anelse om, at nogle af deres forfædre i 100 år var `danske indvånere´. Og de har bestemt ingen interesse i, at jeg kommer forbi og fortæller dem det. De har selv en forhistorie, der går titusinder af år bagud, og som ingen rigtigt kender. Jeg vil i stedet fortælle jer andre, der måtte være interesserede, om begivenheder fra denne ret ukendte dansk-norske kolonihistorie. Jeg har haft lejlighed til at tale med folk, der har været `on the spot´. Her tænker jeg f.eks. på zoologen Torben Wolff (1919-2017), en systematisk og elskværdig forsker. Kortere og klarere end nogen anden har Wolff beskrevet befolkning og natur på de nicobariske øer, som han besøgte med Anden GALATHEA-ekspedition tre dage og nætter i maj 1951. Siden da har danskere vist ikke fået lov til at komme i land – bortset fra et par skibbrudne lystsejlere. Mange andre har forsøgt – uden held.
Mens jeg stadig skrev på min bog om Første GALATHEA-ekspedition, havde jeg den fornøjelse i 2003 at køre den dengang 84-årige Torben Wolff fra Hellerup til Lunds Universitet i Skåne, hvor en ung inder, Simron Jit Singh, skulle forsvare sin doktorafhandling In the Sea of Influence. A World System Perspective of the Nicobar Islands. Torben Wolff, der var opponent, lagde ikke fingrene imellem og angreb især det udgivne værk for mangel på stikordsregister – noget som jeg fandt lidt småligt, men siden lagde mig bag øret. Der skal stikordsregister i afhandlinger og generelt i fagbøger – også så opponenterne hurtigt kan tjekke, om delinkventen har fået det hele med. Bagefter var der doktorand-fest, hvor Torben Wolff et par timer holdt hele selskabet fanget med beretninger, oplevelser og opdagelser. Dengang mødtes Wolff og de få andre ekspeditionsdeltagere, som stadig var i live fra Anden GALATHEA-ekspedition, ca. en gang om måneden til frokost og fortalte mindeværdige historier fra rejsen – Det siges, at deres oplevelser blev bedre og mere dramatiske for hver gang … I Lund traf jeg også den norske forfatter og samfundsdebattør, lektor, nu professor, Hans Jørgen Wallin Weihe, der på det tidspunkt havde skrevet flere afhandlinger om Nicobarernes kolonihistorie. Wallin Weihe, en polyhistor af Guds nåde inden for samfundsvidenskabelige emner, har det været en fornøjelse at spille pingpong med. Gennem Foreningen Trankebar har jeg lært umådelig hjælpsomme Raman (P.S. Ramanujam), forskningsspecialist emeritus i optik, at kende. Magen til klæbehjerne om vores ostindiske kolonier – og uforlignelig stifinder i arkivernes mørkeste kroge og på nettet – skal man lede længe efter. Også Foreningens sekretær Karin Knudsen har med smittende begejstring og stor ildhu ledt mig på vej.
En speciel tak til Pia Rink, tidligere redaktør af Det Danske Bogmarked, for mangeårig inspiration og gennemlæsning af manuskriptet. Uden fællesarv af forfædres opdagetrang og glæden ved at finde nye overraskende detaljer var denne bog nok aldrig blevet til. Pia Rink researchede samtidig med min manuskripts tilblivelse på sit to-binds værk om geologen Hinrich J. Rink - der trådte sine ungdomsstøvler på Nicobarerne samtidig med min tipoldefar. Rink, der var blandt dem, der blev ladt tilbage, fik mulighed for efter et par alvorlige anfald af nicobarfeber at forlade varmen til fordel for kulden (Pia Rink: Grønland blev hans skæbne. Om H.J. Rink og hans tid, bind 1-2, Det Grønlandske Selskab, 2019),
Du undgår ikke en duel og en spionhistorie ... I begge var botanikeren Bernhard Kamphøvener, af nogle kaldt Danmarks James Dean, involveret. Hans duel med min tipoldefar Christian Thornam er velkendt, men spionhistorien har ikke været omtalt før og bygger delvis på Kamphøveners efterladte breve, dels på preussiske optegnelser.
Tak til Jørgen Bøytler, præst ved Brødremenigheden i Christiansfeld, som har gennemlæst de to kapitler, der omhandler herrnhuterne. Fra deres mission i Tripjet på Nankovry-øen var Tvillingerigets repræsentanter i over 20 år. Dødsraten var høj blandt kolonisterne, men ikke blandt herrnhuterne. Var det `Kristus i hjertet´, som især i starten fik mange af dem til at overleve år efter år? Eller var det den alsidige kost, basseret på stedets frembringelser, kombineret flere års tilvænning til det tropiske klima inden afrejsen? Mindst fem af dem overlevede i 10 år, men dobbelt så mange - især dem, der ikke havde levet i troperne før - endte deres dage på Tripjets Gudsager.
Koloniens tre første oppermænd (kongelige residenter) var nordmænd. I det hele taget spillede nordmænd en stor rolle i koloniens første årtier. Den yngste oppermand var Niels Lorentzen Schnitler, barnefødt i Trankebar og nykonfirmeret, da han blev udnævnt. Han døde 13 år gammel efter 40 dage i jobbet.
Missionæren David Rosen er tildelt tre kapitler; det ene må han dog dele med den enerådende guvernør Lauritz Christensen, hvis bizarre skæbne forsøges beskrevet så neutralt, at læseren fortsat kan holde middagsmaden indenbords.
NICOBAR-KRØNIKEN indeholder en del interessante skæbne-beretninger, især om nordmænd, danskere, tyskere og englændere. Men også en italiener har sneget sig ind. Det var Pedro Rizzo, en soldat, som deltog i en østrigsk besættelse af øen Kamorta i 1778. Han var i 1784 eneste europæer tilbage, da den lille snau DANSBORG, kaptajn A. Schlemmermann, skulle tilbageerobre øen. Skønt snauen kun medførte 30 mand, to kanoner og seks svingbasser (minikanoner, der kunne anbringes på gafler langs rælingen), var det problemfrit at overmande fjenden, der mønstrede 20 kanoner, men kun havde italieneren, en inder og to kafferslaver til at betjene dem. Pedro Rizzo nægtede dog at stryge flaget og overgive sig. Han var vistnok oprindelig ansat af hæren som skrædder, men hans fægtninger med nål og tråd havde ikke den store virkning, da han stod overfor et par velvoksne danske sepoys. Rizzo blev anholdt og ført til Tranquebar – og senere i dybeste hemmelighed sendt til København, hvor han blev dømt til at arbejde på Jonstrup Kongelige Uldenmanufaktur, en klædefabrik, som lå ved vandmøllen i Jonstrup (mellem Værløse, Ballerup og Måløv). Fabrikken producerede uniformer til den danske hær og flåde. Om det i denne periode lykkedes Rizzo at sætte et specielt italiensk præg på de danske uniformer, melder historien intet om. Rizzos arbejdsgiver, den usædvanligt enevældige kronprins Frederik, som regerede på sin sindssyge fars vegne, valgte alt for længe at holde på de forkerte heste: Frankrig og Napoleon Bonaparte, der på sigt blev taberen i de europæiske staters indbyrdes mangeårige blodige opgør, hvilket bl.a. fik til følge, at England bortførte det meste af den danske flåde. Dermed reduceredes behovet for danske uniformer i en lang periode. Klædefabrikken i Jonstrup blev nedlagt, og i 1808 blev nogle af bygningerne indrettet til seminarium, da københavnske Blaagaard Seminarium på Nørrebro var nødt til at flytte på landet, fordi skolens bygninger var blevet ødelagt under englændernes bombardement af København. Da klædefabrikken lukkede, mente man, at Pedro Rizzo havde fået straf nok. Rizzos største ønske var at rejse til Genova og gense sin familie, hvilket han fik lov til, imod han på æresord lovede at komme tilbage og melde sig igen. Om hans hjemrejse lykkedes, og om han genså familien, vides ikke – han stillede fornuftigvis aldrig op til fornyet dansk tjeneste igen. Min kusine Kirsten Svanholm, der det meste af sit liv har været bosat i Rom, har hjulpet med at finde nye oplysninger om Rizzo. Grazie mille per tutto.
De mange zoologiske tegninger og skitse fra bl.a. Nicobarerne, som Christian Thorman i 1846 under Galathea-ekspeditionen udarbejdede til professor Behn fra Zoologisk Museum i Kiel, ansås i årtier som tabt i forbindelse med bombninger under 2 . Verdenskrig. Helt mirakuløst blev de for få år siden fundet af en phd-studerende på Kiels Universitet, og endnu bedre: finderen var Lisa Pannek, selv fremragende zoologisk tegner, der arbejder videre ud fra skitserne og fremviser bl.a. arter, der er ukendte eller først er beskrevet i vor tid. Med støtte fra Kiels Zoologiske Museums direktør Dirk Brandis, arbejder Lisa Pannek nu med at beskrive, analysere og katalogisere Thornams arbejder.
Et kranium af en kinesisk arbejdsmand, død som dansk kolonist på den nicobarske Ø Pulo Milu opbevares i Retsmedicinsk Instituts anatomiske samlinger. Er der forbindelse til det kinesiske hverdagstøj og den hårpisk, som findes i Sorø Akademis lille samling af eksotiske gaver, hjembragt af skolens taknemmelige elever eller deres forældre? Mens man tænker over det, kan der i et kapitel læses om de barske metoder, som de danske myndigheder brugte for at skaffe arbejdskraft til kolonien; metoder som selv den barske kaptajn Bille mente, kunne opfattes som kidnapning.
Da den danske regering i 1867 overgav Storbritannien overhøjheden over Nicobarerne, kom to danskere til at spille en væsentlig rolle indtil 1885: Frederik de Röepstorff og hans kone Christiane. Han som ledende britisk embedsmand, dommer og chef for en straffeanstalt med 200 livstidsfanger, naturvidenskabsmand og sprogforsker, hun som missionær og underviser - og som venlig men håndfast husbond-afløser, når Frederik var på embedsrejser. Christiane blev kendt for at nedkæmpe et - muligvis flere - fangeoprør på øen Nankovry.
En speciel tak til leder af Dan-Missions bibliotek, Jørgen Nørgaard Pedersen, for hjælp til fremskaffelse af informationer om Christiane og Frederik Roepstorff.
Ca. 75 fotos, som hjembragtes fra Andamanerne og Nicobarerne, blev afleveret i Frederik de Roepstorffs navn til Nationalmuseet i København omkring 1880-85. Meget tyder på, at de ikke er fotograferet af Roepstorff, men måske af hans chef E.H. Man, da en del lignende fotos findes på andre europæiske museer, som E.H. Man har samarbejdet med. Mange tak til dr.phil. Simon Rastén for at trylle disse fotos frem fra Nationalmuseets gemmer, og til de venlige coronaramte medarbejdere på Etnografisk Samlings Bibliotek og i museets billedarkiv.
Nogle har undret sig over, at jeg bruger ordet "slavegjorte". Det er heller ikke et af mine yndlingsord, og jeg bruger da også ordet slaver lige så gerne. Der optræder mange medbragte slavegjorte i bogen, selv herrnhuterne brugte slaver. Den længstlevende dansker på øerne var antagelig den gamle `kaffer´ Joãn, forhenværende dansk sepoy-soldat ved vagten i Tripjet, har muligvis boet over 40 år på øerne. Han havde kone og børn og var totalt integreret, også når det gjaldt det lokale `nøgne look´. Joãns søn George, en ungersvend af herkuliske dimensioner, vakte også opmærksomhed - begge blev til sidst af englænderne anklaget for sørøveri og deres landsby nedbrændt.
Drømmens Øer skulle være ankommet til forlaget i Alsønderup i dag - men det behager nok fragtmanden bedre i morgen. Derimod vil jeg tro at DBK har fået deres portion i dag, så bogen kan udkomme den 26. sept.
Minder mest om nicobar-due kogt med ingefær og hvidløg og iblandet rejer, hjertemuslinger og abeloner. Desserten mangokompot rullet ind i bananpandekager, drysset med rørsukker og pyntet med figner og pomerans. Håber ikke publikum er kostforagtere ...
Første anmeldelse fra ven i Minneapolis, USA, der har læst bogen som pdf: "Det er et fantastisk stykke research der ligger bag. Jeg er meget imponeret af al din energi, og af din fortællerevne."
Søren Koustrup har de seneste år smykket med med den ærværdige gamle titel 'forlagsboghandler', da han i arilds tid er uddannet boghandler og i flere omgange har været selvstændig forlægger. I de seneste år udgiver familien Koustrup også sengetøj, hvilket dog ikke går ham til 'sengeforlægger'.
Er i gang med at sende eksemplarer af bogen ud til alle dem, der har hjulpet mig. Og til potentielle anmeldere. Og venner: Havde den glæde i dag, at mit barnebarn på 16, Emma, ønskede at læse bogen.
Har lovet at jeg vil udarbejde et stikordsregister, som skal offentliggøres på KOUSTRUPS KRØNIKE. Det kommer til at vare et par uger ... eller 3.
Det Danske Bogmarked har omtalt NIKOBAR-KRØNIKEN i dag.
Hej Søren. Stort tillykke med den flotte og interessante bog, som må have kostet dig endeløse måneders slid og ildhu for at stykke historien sammen til denne prægtige bog. Bogen må interessere alle med fokus på Danmark og historiens gang i forhold til kolonier og globaliseringen før i tiden. Måtte bogen få en stor og snarlig udbredelse! / Søren Breiting
Tusind tak. Ja, det har været lidt af et pillearbejde - uden piller. Kan takke corona for, at den overhovedet blev færdig. Det er svært at motivere folk til at beskæftige sig med et stykke dansk-norsk-koloni-historie, som grundlæggende anses for mislykket. Jeg håber med min bog at have medvirket til at beskrive at omstændighederne omkring den 'umulige kolonisering' havde mange nuancer og til tider var ganske tæt på at kunne være blevet en succes.
Jeg fatter det ikke. Jeg fatter ikke hvordan du har klaret at finde alle de informationer frem. Jeg fatter ikke hvordan du har kunnet finde den røde tråd i det brogede persongalleri. Jeg fatter ikke hvordan du også har klaret at få en levende fortælling ud af det, selv om det foregår i en helt anden verden. Desværre oplever jeg også at historien tilsyneladende gentager sig i dag, med Danmarks engagement i fjerne lande mod nord, syd og øst. Men det kan du jo ikke gøre for.
Så kom bibliotekernes dom over ISBN 97887931596 - Faustnummer 61466959 NICOBAR-KRØNIKEN, vurderet af Carsten Güllich-Nørby, der bl.a. skriver: "Velskrevet og flot illustreret krønike om en dansk koloni, jeg tror mange - lige som jeg selv - kender meget lidt til. Bogen fortæller fascinerende om en ret ukendt del af det, forfatteren kalder "Vores tropiske nationalhistorie"."
FREDERICKS-ØERNE, NICOBARERNE, DE DANSK OSTINDISKE ØER? Er der er kokosnød, der falder? Disse frodige tropeøer tæt på Ækvator blev besat af dansk-norske tropper i 1755 - og vi beholdt stort set højhedsretten i 112 år. Drømmen var at skabe en pendant til Dansk Vestindien - bare meget større ...
SvarSletBogen er krøniken om vores næsten glemte koloni og de mennesker, både den oprindelige befolkning og den brogede flok af kolonister, der gennem årene med store ofre forsøgte at omskabe øerne til et betydningsfuldt handelscentrum, et nyt Singapore ...
336 sider, illustreret, 298 kr. Koustrup & Co. Udkommer september 2021
Du har ret i, at den oprindelige befolkning ikke deltog med samme entusiasme som kolonisterne. De lærte på dansk at sige "På vor konges sundhed" og skåle - og undrede sig over, hvad vi egentlig havde gang i ...
SletDe Nicobariske Øer gemmer mange krøniker båret af idealisme, klippetro og kamp for overlevelse. Og beskrivelser af den oprindelige befolkning, ”Fredericks Eylændere”, som vi aldrig rigtigt nåede at forstå. Her mødtes alskens godtfolk: skovmennesker, indiske sepoys, afrikanske slaver og kinesiske arbejdsmænd; kække nordmænd, kry danskere, etatsrødder og baroner; trofaste tjenere, magtsyge embedsmænd. Og missionærer, som kæmpede mod djævle, moskitos og gale myrer og ustandselig blev testet i troen; omgivet af sørøvere, febersyge søfolk og doktorer, som gjorde deres bedste, men sjældent havde noget i medicinkassen, der hjalp. Baggrundskoret var enevældige konger og iderige imperialister, som udblæste gyldne sæbebobler og drømte om at omskabe vores koloni til et nyt centrum ved indsejlingen til Malacca Strædet.
SvarSletBogen er illustreret med samtidige stik og fotos – bl.a. tegninger fundet på universitetet i Kiel og prøver fra en samling delvis ukendte fotografier fra Nationalmuseet.
Bogen er nu i trykken og vil antagelig udkomme omkring 25. september, muligvis før.
SvarSlet336 sider, illustreret, hæftet med flapper.
ISBN 97-887-93159-64-8, ca. kr. 298,- inkl. moms.
Bogen er en krønike, Hvert kapitel kan næsten læses for sig selv, men tilsammen giver de et kalejdoskopisk indtryk af nogle af de folk og hændelser, som kom til at spille en rolle i denne vores tropiske nationalhistorie. Definitionen på en klassisk krønike er, at den er opbygget kronologisk; en samling af historier om stort og småt: historier – ikke nødvendigvis hele historien. Bogens kapitler er baseret på skriftligt materiale i form af dokumenter, breve, artikler og meninger, tilføjet en portion forhåbentlig sund fornuft. Jeg er ikke faghistoriker, og kildekritikere er meget velkomne til at åle mig. Skriver jeg ikke det samme, som er gængs på bjerget, kan det måske være fordi jeg undervejs har korrigeret tidligere kildefortolkninger. Ingen af de fantastiske mennesker, der har hjulpet mig, bøder for fejl, der måtte forekomme. Ansvaret for indholdet er alene mit.
SvarSletFra min ungdom har jeg forgæves ansøgt den indiske regering om tilladelse til at rejse til øgruppen Nicobarerne – og jeg har nu opgivet håbet. Øerne ligger ellers kun 300 sømil ret vest for thailandske Phuket, som mange skandinaver kender.
SvarSletDisse fjerne øer er egentlig blot en tosset dille, for hvad skal jeg dér? – Jeg ved jo nogenlunde, hvad jeg vil finde. Der er ingen af de steder tilbage, min tipoldefar så i 1846. Meget er gennemgribende ændret. Ethvert spor er smuldret, nedbrudt eller overgroet. Skyllet bort af tiden.
I de forløbne år har jeg besøgt andre tropiske samfund og måske dermed også fået en fornemmelse for `vores øer´, men det vil aldrig blive det samme. De oprindelige folk, der i dag bor på Nicobarerne, har næppe anelse om, at nogle af deres forfædre i 100 år var `danske indvånere´. Og de har bestemt ingen interesse i, at jeg kommer forbi og fortæller dem det. De har selv en forhistorie, der går titusinder af år bagud, og som ingen rigtigt kender. Jeg vil i stedet fortælle jer andre, der måtte være interesserede, om begivenheder fra denne ret ukendte dansk-norske kolonihistorie.
Jeg har haft lejlighed til at tale med folk, der har været `on the spot´. Her tænker jeg f.eks. på zoologen Torben Wolff (1919-2017), en systematisk og elskværdig forsker. Kortere og klarere end nogen anden har Wolff beskrevet befolkning og natur på de nicobariske øer, som han besøgte med Anden GALATHEA-ekspedition tre dage og nætter i maj 1951. Siden da har danskere vist ikke fået lov til at komme i land – bortset fra et par skibbrudne lystsejlere. Mange andre har forsøgt – uden held.
Mens jeg stadig skrev på min bog om Første GALATHEA-ekspedition, havde jeg den fornøjelse i 2003 at køre den dengang 84-årige Torben Wolff fra Hellerup til Lunds Universitet i Skåne, hvor en ung inder, Simron Jit Singh, skulle forsvare sin doktorafhandling In the Sea of Influence. A World System Perspective of the Nicobar Islands. Torben Wolff, der var opponent, lagde ikke fingrene imellem og angreb især det udgivne værk for mangel på stikordsregister – noget som jeg fandt lidt småligt, men siden lagde mig bag øret. Der skal stikordsregister i afhandlinger og generelt i fagbøger – også så opponenterne hurtigt kan tjekke, om delinkventen har fået det hele med. Bagefter var der doktorand-fest, hvor Torben Wolff et par timer holdt hele selskabet fanget med beretninger, oplevelser og opdagelser. Dengang mødtes Wolff og de få andre ekspeditionsdeltagere, som stadig var i live fra Anden GALATHEA-ekspedition, ca. en gang om måneden til frokost og fortalte mindeværdige historier fra rejsen – Det siges, at deres oplevelser blev bedre og mere dramatiske for hver gang …
SvarSletI Lund traf jeg også den norske forfatter og samfundsdebattør, lektor, nu professor, Hans Jørgen Wallin Weihe, der på det tidspunkt havde skrevet flere afhandlinger om Nicobarernes kolonihistorie. Wallin Weihe, en polyhistor af Guds nåde inden for samfundsvidenskabelige emner, har det været en fornøjelse at spille pingpong med.
Gennem Foreningen Trankebar har jeg lært umådelig hjælpsomme Raman (P.S. Ramanujam), forskningsspecialist emeritus i optik, at kende. Magen til klæbehjerne om vores ostindiske kolonier – og uforlignelig stifinder i arkivernes mørkeste kroge og på nettet – skal man lede længe efter. Også Foreningens sekretær Karin Knudsen har med smittende begejstring og stor ildhu ledt mig på vej.
En speciel tak til Pia Rink, tidligere redaktør af Det Danske Bogmarked, for mangeårig inspiration og gennemlæsning af manuskriptet. Uden fællesarv af forfædres opdagetrang og glæden ved at finde nye overraskende detaljer var denne bog nok aldrig blevet til. Pia Rink researchede samtidig med min manuskripts tilblivelse på sit to-binds værk om geologen Hinrich J. Rink - der trådte sine ungdomsstøvler på Nicobarerne samtidig med min tipoldefar. Rink, der var blandt dem, der blev ladt tilbage, fik mulighed for efter et par alvorlige anfald af nicobarfeber at forlade varmen til fordel for kulden (Pia Rink: Grønland blev hans skæbne. Om H.J. Rink og hans tid, bind 1-2, Det Grønlandske Selskab, 2019),
SvarSletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletDu undgår ikke en duel og en spionhistorie ... I begge var botanikeren Bernhard Kamphøvener, af nogle kaldt Danmarks James Dean, involveret. Hans duel med min tipoldefar Christian Thornam er velkendt, men spionhistorien har ikke været omtalt før og bygger delvis på Kamphøveners efterladte breve, dels på preussiske optegnelser.
SvarSletTak til Jørgen Bøytler, præst ved Brødremenigheden i Christiansfeld, som har gennemlæst de to kapitler, der omhandler herrnhuterne. Fra deres mission i Tripjet på Nankovry-øen var Tvillingerigets repræsentanter i over 20 år.
SvarSletDødsraten var høj blandt kolonisterne, men ikke blandt herrnhuterne. Var det `Kristus i hjertet´, som især i starten fik mange af dem til at overleve år efter år? Eller var det den alsidige kost, basseret på stedets frembringelser, kombineret flere års tilvænning til det tropiske klima inden afrejsen? Mindst fem af dem overlevede i 10 år, men dobbelt så mange - især dem, der ikke havde levet i troperne før - endte deres dage på Tripjets Gudsager.
Koloniens tre første oppermænd (kongelige residenter) var nordmænd. I det hele taget spillede nordmænd en stor rolle i koloniens første årtier.
SvarSletDen yngste oppermand var Niels Lorentzen Schnitler, barnefødt i Trankebar og nykonfirmeret, da han blev udnævnt. Han døde 13 år gammel efter 40 dage i jobbet.
Missionæren David Rosen er tildelt tre kapitler; det ene må han dog dele med den enerådende guvernør Lauritz Christensen, hvis bizarre skæbne forsøges beskrevet så neutralt, at læseren fortsat kan holde middagsmaden indenbords.
SvarSletNICOBAR-KRØNIKEN indeholder en del interessante skæbne-beretninger, især om nordmænd, danskere, tyskere og englændere. Men også en italiener har sneget sig ind. Det var Pedro Rizzo, en soldat, som deltog i en østrigsk besættelse af øen Kamorta i 1778. Han var i 1784 eneste europæer tilbage, da den lille snau DANSBORG, kaptajn A. Schlemmermann, skulle tilbageerobre øen. Skønt snauen kun medførte 30 mand, to kanoner og seks svingbasser (minikanoner, der kunne anbringes på gafler langs rælingen), var det problemfrit at overmande fjenden, der mønstrede 20 kanoner, men kun havde italieneren, en inder og to kafferslaver til at betjene dem. Pedro Rizzo nægtede dog at stryge flaget og overgive sig. Han var vistnok oprindelig ansat af hæren som skrædder, men hans fægtninger med nål og tråd havde ikke den store virkning, da han stod overfor et par velvoksne danske sepoys.
SvarSletRizzo blev anholdt og ført til Tranquebar – og senere i dybeste hemmelighed sendt til København, hvor han blev dømt til at arbejde på Jonstrup Kongelige Uldenmanufaktur, en klædefabrik, som lå ved vandmøllen i Jonstrup (mellem Værløse, Ballerup og Måløv). Fabrikken producerede uniformer til den danske hær og flåde. Om det i denne periode lykkedes Rizzo at sætte et specielt italiensk præg på de danske uniformer, melder historien intet om.
Rizzos arbejdsgiver, den usædvanligt enevældige kronprins Frederik, som regerede på sin sindssyge fars vegne, valgte alt for længe at holde på de forkerte heste: Frankrig og Napoleon Bonaparte, der på sigt blev taberen i de europæiske staters indbyrdes mangeårige blodige opgør, hvilket bl.a. fik til følge, at England bortførte det meste af den danske flåde. Dermed reduceredes behovet for danske uniformer i en lang periode. Klædefabrikken i Jonstrup blev nedlagt, og i 1808 blev nogle af bygningerne indrettet til seminarium, da københavnske Blaagaard Seminarium på Nørrebro var nødt til at flytte på landet, fordi skolens bygninger var blevet ødelagt under englændernes bombardement af København.
Da klædefabrikken lukkede, mente man, at Pedro Rizzo havde fået straf nok. Rizzos største ønske var at rejse til Genova og gense sin familie, hvilket han fik lov til, imod han på æresord lovede at komme tilbage og melde sig igen. Om hans hjemrejse lykkedes, og om han genså familien, vides ikke – han stillede fornuftigvis aldrig op til fornyet dansk tjeneste igen.
Min kusine Kirsten Svanholm, der det meste af sit liv har været bosat i Rom, har hjulpet med at finde nye oplysninger om Rizzo. Grazie mille per tutto.
De mange zoologiske tegninger og skitse fra bl.a. Nicobarerne, som Christian Thorman i 1846 under Galathea-ekspeditionen udarbejdede til professor Behn fra Zoologisk Museum i Kiel, ansås i årtier som tabt i forbindelse med bombninger under 2 . Verdenskrig. Helt mirakuløst blev de for få år siden fundet af en phd-studerende på Kiels Universitet, og endnu bedre: finderen var Lisa Pannek, selv fremragende zoologisk tegner, der arbejder videre ud fra skitserne og fremviser bl.a. arter, der er ukendte eller først er beskrevet i vor tid. Med støtte fra Kiels Zoologiske Museums direktør Dirk Brandis, arbejder Lisa Pannek nu med at beskrive, analysere og katalogisere Thornams arbejder.
SvarSletEt kranium af en kinesisk arbejdsmand, død som dansk kolonist på den nicobarske Ø Pulo Milu opbevares i Retsmedicinsk Instituts anatomiske samlinger. Er der forbindelse til det kinesiske hverdagstøj og den hårpisk, som findes i Sorø Akademis lille samling af eksotiske gaver, hjembragt af skolens taknemmelige elever eller deres forældre? Mens man tænker over det, kan der i et kapitel læses om de barske metoder, som de danske myndigheder brugte for at skaffe arbejdskraft til kolonien; metoder som selv den barske kaptajn Bille mente, kunne opfattes som kidnapning.
SvarSletDa den danske regering i 1867 overgav Storbritannien overhøjheden over Nicobarerne, kom to danskere til at spille en væsentlig rolle indtil 1885: Frederik de Röepstorff og hans kone Christiane. Han som ledende britisk embedsmand, dommer og chef for en straffeanstalt med 200 livstidsfanger, naturvidenskabsmand og sprogforsker, hun som missionær og underviser - og som venlig men håndfast husbond-afløser, når Frederik var på embedsrejser. Christiane blev kendt for at nedkæmpe et - muligvis flere - fangeoprør på øen Nankovry.
SvarSletEn speciel tak til leder af Dan-Missions bibliotek, Jørgen Nørgaard Pedersen, for hjælp til fremskaffelse af informationer om Christiane og Frederik Roepstorff.
Ca. 75 fotos, som hjembragtes fra Andamanerne og Nicobarerne, blev afleveret i Frederik de Roepstorffs navn til Nationalmuseet i København omkring 1880-85. Meget tyder på, at de ikke er fotograferet af Roepstorff, men måske af hans chef E.H. Man, da en del lignende fotos findes på andre europæiske museer, som E.H. Man har samarbejdet med. Mange tak til dr.phil. Simon Rastén for at trylle disse fotos frem fra Nationalmuseets gemmer, og til de venlige coronaramte medarbejdere på Etnografisk Samlings Bibliotek og i museets billedarkiv.
Nogle har undret sig over, at jeg bruger ordet "slavegjorte". Det er heller ikke et af mine yndlingsord, og jeg bruger da også ordet slaver lige så gerne. Der optræder mange medbragte slavegjorte i bogen, selv herrnhuterne brugte slaver. Den længstlevende dansker på øerne var antagelig den gamle `kaffer´ Joãn, forhenværende dansk sepoy-soldat ved vagten i Tripjet, har muligvis boet over 40 år på øerne. Han havde kone og børn og var totalt integreret, også når det gjaldt det lokale `nøgne look´. Joãns søn George, en ungersvend af herkuliske dimensioner, vakte også opmærksomhed - begge blev til sidst af englænderne anklaget for sørøveri og deres landsby nedbrændt.
SvarSletDrømmens Øer skulle være ankommet til forlaget i Alsønderup i dag - men det behager nok fragtmanden bedre i morgen. Derimod vil jeg tro at DBK har fået deres portion i dag, så bogen kan udkomme den 26. sept.
SvarSletGad vide om bogen kommer i dag. Har du fået det bekræftet?
SvarSletJa, Bogen skulle komme ved frokosttid. Blot spændende om den ligner leverpostej eller alt godt fra havet ....
SletMinder mest om nicobar-due kogt med ingefær og hvidløg og iblandet rejer, hjertemuslinger og abeloner. Desserten mangokompot rullet ind i bananpandekager, drysset med rørsukker og pyntet med figner og pomerans. Håber ikke publikum er kostforagtere ...
SletDet var rigtig 'fedt' at se resultatet af mange års arbejde.
SletDe første bemærkninger: "Gud hvor er den lækker ..."
Første anmeldelse fra ven i Minneapolis, USA, der har læst bogen som pdf: "Det er et fantastisk stykke research der ligger bag. Jeg er meget imponeret af al din energi, og af din fortællerevne."
SletSøren Koustrup har de seneste år smykket med med den ærværdige gamle titel 'forlagsboghandler', da han i arilds tid er uddannet boghandler og i flere omgange har været selvstændig forlægger. I de seneste år udgiver familien Koustrup også sengetøj, hvilket dog ikke går ham til 'sengeforlægger'.
SletEr i gang med at sende eksemplarer af bogen ud til alle dem, der har hjulpet mig. Og til potentielle anmeldere. Og venner: Havde den glæde i dag, at mit barnebarn på 16, Emma, ønskede at læse bogen.
SvarSletHar lovet at jeg vil udarbejde et stikordsregister, som skal offentliggøres på KOUSTRUPS KRØNIKE. Det kommer til at vare et par uger ... eller 3.
Det Danske Bogmarked har omtalt NIKOBAR-KRØNIKEN i dag.
Hej Søren.
SvarSletStort tillykke med den flotte og interessante bog, som må have kostet dig endeløse måneders slid og ildhu for at stykke historien sammen til denne prægtige bog.
Bogen må interessere alle med fokus på Danmark og historiens gang i forhold til kolonier og globaliseringen før i tiden.
Måtte bogen få en stor og snarlig udbredelse! / Søren Breiting
Tusind tak. Ja, det har været lidt af et pillearbejde - uden piller. Kan takke corona for, at den overhovedet blev færdig. Det er svært at motivere folk til at beskæftige sig med et stykke dansk-norsk-koloni-historie, som grundlæggende anses for mislykket. Jeg håber med min bog at have medvirket til at beskrive at omstændighederne omkring den 'umulige kolonisering' havde mange nuancer og til tider var ganske tæt på at kunne være blevet en succes.
SvarSletJeg fatter det ikke. Jeg fatter ikke hvordan du har klaret at finde alle de informationer frem. Jeg fatter ikke hvordan du har kunnet finde den røde tråd i det brogede persongalleri. Jeg fatter ikke hvordan du også har klaret at få en levende fortælling ud af det, selv om det foregår i en helt anden verden. Desværre oplever jeg også at historien tilsyneladende gentager sig i dag, med Danmarks engagement i fjerne lande mod nord, syd og øst. Men det kan du jo ikke gøre for.
SvarSletNej, ikke alene - vore stenalderhjerner kører på replay. Måske er de styret af båndsløjfer?
SletSå kom bibliotekernes dom over ISBN 97887931596 - Faustnummer 61466959 NICOBAR-KRØNIKEN, vurderet af Carsten Güllich-Nørby, der bl.a. skriver: "Velskrevet og flot illustreret krønike om en dansk koloni, jeg tror mange - lige som jeg selv - kender meget lidt til. Bogen fortæller fascinerende om en ret ukendt del af det, forfatteren kalder "Vores tropiske nationalhistorie"."
SvarSletJeg elsker når anmeldere skriver "velskrevet" ...